Mette Frederiksen er den socialdemokratiske statsminister, der i nyere tid har haft det nemmest. Af den enkle årsag, at den borgerlige opposition er splittet med to blå kompromisvillige partier i hendes regering, og at det velmente påfund med »blå samling«, som fire blå borgerlige oppositionspartier forsøgte sig med op til onsdagens afslutningsdebat i Folketinget, er for smalt i mandater, for diffust i indhold og dermed fremstår alt for utroværdigt over for vælgerne.

Imidlertid er det bemærkelsesværdigt, at Frederiksens eget partis vælgeropbakning historisk set fortsat er på et absolut bundniveau for en siddende S-statsminister. Kun fordi S lige nu i meningsmålingerne ligger pænt over tidligere endnu lavere skrækniveauer, kan Frederiksen tillade sig en vis ro i sindet.

Man skal dog huske, at S i målingerne stadigvæk ligger tre procentpoint under resultatet ved forrige folketingsvalg.

Men hendes bekymring over sin egen udeblevne succes bliver nok dulmet, når hun betragter det blå Danmarks kamp for at overbevise vælgerne om, at det efter et folketingsvalg er muligt at samle en koalition af partier, der rækker fra det yderste højre med Lars Boje Mathiesen og Morten Messerschmidt og til midten med Lars Løkke Rasmussen og måske Martin Lidegaard.

Og at denne koalition med 90 mandater bag sig kan samle sig om et politisk program, der hæver sig over de mest banale overskrifter, og som ikke kan stille med en statsministerkandidat.

Det vil ikke blive nemt at samle en blå koalition, der skal inkludere alle fra Martin Lidegaard (t.v.), over Alex Vanopslagh (midten) til Morten Messerschmidt (t.h.), skriver Jarl Cordua. Fold sammen

I onsdagens afslutningsdebat i Folketinget kunne Frederiksen da også triumfere ved at bemærke dette om den blå opposition: »Blå samling kalder man sig. Det lyder jo flot. Men spørgsmålet for mig er: blå samling for hvad?«

Svaret på dette........

© Berlingske