Forsvar og sikkerhedspolitik løber næsten med hele dagsordenen i dansk politik. Det kan ikke være anderledes, når efterretningstjenester fastslår, at Rusland kan angribe et NATO-land om to år i en tid, hvor præsident Donald Trump fortsat skaber tvivl om USAs støtte til Europas forsvar.

Det økonomiske råderum og det meste af energien i dansk politik kredser om de store beslutninger om investeringer i flere våben og soldater. Regeringens politik på området møder ingen opposition.

I DRs debat med toppolitikerne onsdag var den mest almindelige kritik af regeringen noget med, at det går for langsomt med at omsætte de mange penge i krudtfabrikken, at få rettet op på de nedslidte kaserner mv. Næsten ingen stiller spørgsmål ved regeringens oprustningspolitik.

Det skulle da lige være Enhedslistens Pelle Dragsted, der principielt ikke er imod oprustningen, men insisterer på, at rorpinden og pedalen er på danske hænder og fødder, og ikke er dikteret af Donald Trumps excentriske luner.

Egentlig en ganske forsigtig kritik henset til, at den kommer fra et venstreorienteret og engang pacifistisk parti.

SVM ligger samlet set omtrent på samme lave niveau som for to år siden. Håbløst bagud. Ingen seriøse iagttagere ved deres fulde fem spår, at regeringen genvinder sit flertal, skriver Jarl Cordua. Fold sammen

En anden sjælden fugl blandt kritikere er Berlingskes Bent Winther, som forleden ikke helt kunne skjule en forargelse i sin analyse af det regionale NATO-topmøde i Vilnius, hvor statsminister Mette Frederiksen »med et fingerknips« sagde ja til at hæve de danske forsvarsudgifter fra to til fem procent om året:

»Da skød hun tusindvis af drømme ned« og »hvad kunne Danmark og danskerne ikke have fået for de mange penge?« skrev analytikeren.

Winther har ret i, at det lige nu går meget hurtigt med at........

© Berlingske