Denne kommentator har altid vedstået sit politiske medlemskab af partiet Venstre. Det har ikke altid været let, fordi nogle mennesker med denne oplysning in mente nærmest automatisk har lukket ørerne eller bladret hurtigt videre, når de så min signatur enten på skærmen eller i avisen.

Det er såmænd gået godt, fordi redaktører og journalister trods dette kainsmærke, alligevel har fundet interesse i, hvad jeg havde på hjerte og gjort mig af iagttagelser om dansk politik.

Ikke mindst har jeg fået særlig ørenlyd, når jeg kritiserede mit eget parti, hvor jeg for øvrigt har været inaktiv i mere end 20 år, hvis man ser bort fra, at jeg har tilmeldt kontingentindbetalingen til Betalingsservice.

Jeg har ved flere lejligheder gennem årene tænkt tanken, om tiden ikke var inde til at afmelde kontingentet ved årsskiftet, men det kom jeg så siden fra igen. Det er ikke lige til at få sig selv til det efter 34 års medlemskab. Jeg tror, at mange, der har været medlem af et parti lige så længe som jeg, genkender netop det forhold. Det er smertefuldt for mig bare at overveje det, men det kan selvfølgelig også blive en lettelse. Det er det helt sikkert for nogen.

Ved folketingsvalget i 2019, mens Lars Løkke Rasmussen fortsat var formand for Venstre og i øvrigt fik et historisk kanonvalg, da stemte jeg på De Konservative. Jeg kunne simpelthen ikke stemme på Venstre, der vanen tro tog hovedstadsområdet og dets vælgere for givet og derfor igen brugte os som dørmåtte.

I årene inden handlede det om tåbelige udflytninger for udflytningernes egen skyld og krav om bevidstløs udligning, hvor vi københavnere nærmest skulle være taknemmelige over for Venstres ledelse, fordi man ikke plukkede os noget mere i udligning til fordel for Produktionsdanmark og Udkantsdanmark (det veksler lidt på offerskalaen, hvad man kalder sig). Hvem førte i øvrigt........

© Berlingske