»Den søde ventetid« hedder graviditeten som bekendt. Men er vi virkelig stadig dér, hvor den ikke må være andet? Vi har lært at spise og nyde mad, som både er sødt og bittert, sødt og surt. Moderskab og graviditet er tit også begge dele.

Forleden uge lavede jeg et opslag, hvor jeg forsøgte at sætte ord på denne dobbelthed i moderskabet. At jeg på samme tid er dybt taknemmelig for, at min krop kan være gravid igen, at der kan gro et rigtigt, lille menneske i min mave. Det er et lille mirakel hver eneste gang.

Men midt i alle de taknemmelige følelser om miraklets muligheder, kan jeg sommetider også tænke, at jeg ikke bryder mig om at være gravid.

Den sidste del må man så åbenbart ikke sige højt. Kommentarsporet voksede og flere skrev, at jeg ikke fortjener mit barn eller ikke er egnet som mor, fordi jeg ikke nyder alt ved graviditeten. At jeg skulle være egoistisk, selvcentreret eller forkælet.

Kan det virkelig være rigtigt, at vi stadig lever i en tid, hvor kvinder stemples af folkedomstolen som uegnede som mødre, hvis de samtidige er ærlige om graviditetens eller moderskabets mindre gode sider?

»Er kun den perfekte, taknemmelige og fredfyldte mor egnet?,« spørger Isabella Arendt, der er folketingskandidat for Det Konservative........

© Berlingske