Den aktuelle debat om bederum på uddannelsesinstitutioner viser, hvor problematisk det er at debattere diverse islamiske særkrav enkeltvist.

Islamapologeter har lettere ved at retfærdiggøre rummene og skubbe debatten ud ad alle mulige afsporende tangenter, når man kritiserer rummene uafhængigt af al øvrig viden om islams indhold og voldsunderstøttede fremmarch i Vesten.

Derfor bør vi zoome ud og italesætte de muslimske studerendes krav om bederum som del af en foruroligende helhed, der kalder på klarsynet konfrontation. Det vender jeg tilbage til.

Hvis man – ligesom halvdelen af medlemmerne af Kommissionen for den glemte kvindekamp – argumenterer for, at bederum på uddannelsesinstitutioner skal forbydes, fordi rummene faciliterer æresrelateret social kontrol, bliver man afkrævet en dokumentation, der desværre ikke eksisterer.

Det skyldes, at omfanget af kontrollen ikke er tilstrækkeligt undersøgt grundet den pligtforsømmelse blandt islamforskere, som antropolog Katja Kvaale i mandagens kronik i Kristeligt Dagblad tilskrev »manglende civil courage og kritisk sans«.

Forskernes svigt skal imidlertid ikke forhindre os i at sætte vores lid til kommissionsmedlemmernes erfaringsmæssigt velfunderede vurdering.

Selvom der mangler kvantitativ dokumentation, foreligger der en indsigtsfuld kvalitativ beskrivelse af fænomenet i fængselsimam Waseem Hussains oversete bog »Imam bag tremmer«, der udkom på Gyldendal i 2017.

Hussain giver en grundig indføring i Hizb ut-Tahrirs kontrol med bederummet på Aalborg Universitet, hvor han i sin studietid i sidste halvdel af 00erne oplevede det som »socialt uacceptabelt« at afvise at bruge bederummet.

Vi må aldrig glemme, at der på........

© Berlingske