I maj 1995 tog jeg til Thailand med en veninde i tre uger, blandt andet for at være med til hendes brors bryllup langt oppe nordpå, hvor brudens familie kom fra. Et par dage før vi skulle hjem igen, drømte jeg, at jeg kom tilbage på mit arbejde – og kunne ikke finde mit skrivebord.

I drømmen spurgte jeg mine kolleger om de havde set det, men alle rystede på hovedet. Og så vågnede jeg. Få dage senere mødte jeg op på mit arbejde – og blev fyret.

Halvandet år før, som 27-årig, var jeg blevet udnævnt til chef for en international afdeling og det sidste år havde jeg haft kvalme hver eneste morgen inden jeg tog på arbejde.

Min drømmekarriere, som var en kopi af min fars, gjorde mig syg, og selvom min chef sagde, at jeg var dygtig til mit arbejde, havde hun reageret på, at jeg havde nedlagt min egen stilling hele to gange i et oplæg til ledelsen og i stedet foreslået at jeg fortsatte som noget helt andet.

Hvad hun imidlertid ikke vidste var, at jeg tidligere på året havde søgt ind på sociologi på KU.

Selvom jeg var rystet, vågnede jeg dagen efter fyringen og følte en frihed, jeg aldrig havde oplevet før – og et totalt fravær af kvalme. Det blev........

© Berlingske