»Jeg er så flov,« sagde den nydelige ældre amerikanske dame, som jeg forleden kort talte med under morgenmaden på hotellet i San José, Costa Rica.

Hun var fra Boston og hørte bestemt ikke til de 77 millioner amerikanerne, der med åbne øjne har stemt på Donald J. Trump som USAs præsident.

Jeg har nu et par uger rejst i Mellemamerika, hvor man kun alt for godt kender en side af USA, som handler om støtte til korrupte diktatorer, undergravning af liberalt sindede regeringer og i sin yderlighed uddannelse af militser som ved »military force« kunne gennemtvinge, hvad USA anså som sine interesser.

At præsidenten nu hedder Trump, og landets ideologi hedder trumpisme, er derfor ikke i Latinamerika helt den øjenåbner, som det er for os europæere.

Det USA, man har lært at kende her, er et noget andet og mindre imødekommende end det, som vi har vænnet os til, før trumpismen holdt sit indtog. Nu med de konsekvenser, som pæne amerikanere skammer sig over.

Det er en bevægelse, som bygger på en løgn om, at nogen har stjålet en valgsejr fra bevægelsens fører, Donald Trump. Bevægelsens ledere benytter Hitler-hilsen, føreren selv og hans håndlangere ydmyger for åbent tæppe en statsleder, der har kæmpet for sit land mod en overmægtig fjende, som trumpismen til gengæld ønsker forbrødring med. Uanset at dette angribende land ledes af en........

© Berlingske