Hvis man gør sig den mindste anstrengelse for at leve med i dens fortællinger, er noget af det bedste ved påsken, at den gør det hele bagvendt. Den er vidunderligt subversiv, også selvom vi er blevet for dovne til at opdage det.

Den klassiske Hollywood-fortælling har jo et mønster. Og det har de fortællinger, som vi i øvrigt underholder og indretter os efter, jo også.

Helt klassisk kunne det handle om en helt, der bryder op, drager ud i verden, hvor han gør både store ting og underværker, og så bliver han til noget andet, end han var i forvejen. Ja, det kunne endda være, at han fik prinsessen, så det halve kunne være nok.

Men han tager altså ud, gør noget, og så stiger han i status. Godt for ham! Lige til hans dages ende. I påsken er det anderledes.

»Mens den klassiske fortællings helt er handlende, er Kristus lidende. Ikke subjekt, men objekt,« skriver Christian Egander Skov. Fold sammen

Her ankommer Kristus allerede i påskeugens første dag, palmesøndag, hvor han hyldes af folkemængden, som havde han vundet et cykelløb. Ja, det kunne jo ligne begyndelsen til noget stort. Men det er det overhovedet ikke. Allerede fire dage senere forrådes han af en af sine egne, hvorefter han, som det hedder i trosbekendelsen, »pines........

© Berlingske