Når vi taler om familier og familiepolitik, har vi en tendens til at fokusere ret snævert. Det handler om forældre, og det handler om børn og så deres forhold til hinanden.

Men mon ikke de fleste af os kan genkende, at familien ikke stopper der? Kernefamilien er jo indlejret i en større sammenhæng. Onkler, mostre, fastre, et væld af fætre og kusiner. Og så er der ikke mindst bedsteforældrene.

De er noget helt særligt.

Da jeg var barn, vidste jeg ikke noget bedre end at besøge min farmor og farfar, der boede i en lille lejlighed i Aarhus.

Lejligheden på Langenæs duftede altid af cerutter, for min farmor røg altid Bellman, når hun da havde ro til det. Så sad hun ude i en krog i sit lille køkken med en stor transistorradio og drak kaffe – altid af kop og aldrig af krus – mens hun røg sine cerutter og fyldte hjemmet med farmoragtig velduft.

Min farfar så man aldrig ude i køkkenet. Han sad nemlig inde i stuen i en lænestol og læste Ekstra Bladet og den slags eller inde i deres mærkeligt aflange soveværelse ved et lillebitte skrivebord, hvor han hele min barndom syntes at reparere et vækkeur.

Når jeg overnattede derude – og det gjorde jeg tit – kunne jeg være nogenlunde sikker på, at jeg om morgenen ville få 90ernes herligt luftige frostrundstykker, som jeg indtog inde foran fjernsynet.

Lejligheden på Langenæs duftede altid af cerutter, for min farmor røg altid Bellman, når hun da havde ro til det. Fold sammen

To halve med ost og solbærmarmelade. To halve med Nutella. Himmelsk! I fjernsynet viste de tegnefilm. Om morgenen! Det var TV3. Den slags havde vi ikke derhjemme.

Dér viste fjernsynet kun prøvebillede, og det var der........

© Berlingske