Vi havde været oppe hele natten og lavet bannere, udtænkt kampråb og ikke mindst indøvet de slagsange, som skulle give vores begejstring mæle.

Alle havde vi ens hvide T-shirt i det tidstypiske slimfit-format og med et billede af den amerikanske præsident George W. Bush, et hjerte og et motto. »Freedom isn’t free«.

Det var det, vi troede på. Og det var ham, vi troede på.

Og nu kom han til Danmark. Sommeren 2005.

Naturligvis var der annonceret flere demonstrationer mod ham. Den voldsparate venstrefløj var endnu talrig og velorganiseret. Vi ville ikke lade de autonomes idioti og de vankelmodiges initiativløshed stå alene. Manden var her jo på sin fødselsdag!

Ved Fredensborg Slot måtte TV 2 bede os om at dæmpe os, fordi Kaare R. Skou ikke kunne høre, hvad han selv tænkte. Ved Gammeltorv måtte politiet evakuere os. De autonome var på vej.

Det var lige meget. Vi var unge. Vi var KUere. Håbet rakte til himmelen, og demokratiet gik sin væbnede sejrsgang gennem verden. »Bush befrier verden og bekæmper diktatur!« sang vi på melodien til »The Battle Hymn of the Republic«.

Året før, på FNs generalforsamling, havde Bush holdt

© Berlingske