Danmark har bidraget med to opfindelser, har højskolemanden Frederik Christensen engang skrevet. Den ene er dynen, den anden er højskolen. Og længe så det ud til, at den første havde langt større succes end den sidste.

Okay, sådan ser det måske stadig ud fra en rent matematisk betragtning. Der er trods alt flere penge i JYSK-koncernen end i den danske højskolebevægelse – og givetvis også flere filialer og i det hele taget større efterspørgsel på dyner.

Men alligevel …

Over de sidste mange år, er højskolen gået fra at være en institution, der kunne virke som et gespenst fra en for længst udlevet fortid, til et sted, som unge søger til i stort tal – og ældre i endnu større.

I opgøret med konkurrencestatens umenneskeliggørelse af mennesket er højskolen blevet et aktivt tilvalg for de unge, der ikke køber de slidte paroler om at lade sig processere i uddannelsesmaskineriet, som var de skruer og møtrikker, hvis eneste formål er at lade sig installere på rette plads i det endnu større samfundsmaskineri.

Højskolen er blevet et sted for menneskets oprør mod maskinsamfundet og dets ideologi.

Og nu er maskinen så selv begyndt at hoste og næsten gispe efter vejret. Den har fået åndenød. Derfor taler vi om ånd, åndelig oprustning og alt det, vi skal dø for.

At dø for noget? Store ord. For store endda uden mellemregningerne.

Hvad betyder det?

At dø for noget er for et frit menneske aldrig andet end at sætte livet ind for det, han vil leve for. Og dermed er vi tilbage ved højskolen og oprøret til fordel for........

© Berlingske