Socialrådmanden er kommet med en 150 millioner kroner nedskæringsplan. "For at få budgettet i balance". Men kun budgetforligspartierne må se planen – først når de har klappet den af, får brugere, pårørende, fagbevægelse lov at se, hvem der skal miste hvad, og hvem der skal stresse endnu mere med for lidt hjælp til de ramte.

Men hvorfor? Vi har gennem nogle år set, at udgifterne til borgere med handicap er blevet ved med at vokse. Forklaring: stadig flere århusianere står med stadig mere komplekse og udgiftskrævende (handicap-) problemer. Og eftersom danskerne ved lov har givet rettigheder til borgere med handicap, ja så vokser udgifterne. Rådmand, borgmester og byråd har ikke bevilget de nødvendige flere penge. Til gengæld har man "bare" afholdt udgifterne, uden bevilling. Hvilket jo da er bedre end, hvis man havde undladt at betale.

Det er ret og rimeligt, at mennesker med handicap har ret til ydelser. Det er faktisk en gammel socialdemokrat, der stillede spørgsmålet "Almisser eller rettigheder?" - C. C. Steinke, 1912. Det var dengang, man interesserede sig for, hvordan samfundet skulle behandle mennesker, så de kunne have et liv på et anstændigt niveau – så de kunne have et liv i trivsel. Senere kaldte Bent Rold Andersen det for "solidaritetsprincippet" (1971): Hvis et menneske rammes af samfundsmæssig ulykke, yder samfundet kompensation. Jo, Danmark har tilsluttet sig handicapkonventionen, der også fastslår kompensationsprincippet. Og Aarhus Byråd har vedtaget en handicappolitik. Men hvor står de vedtagelser i 2026, når nedskæringer forhandles?

Det koster penge og arbejdstid at sørge for, at hjælpemidler og bostøtte og rehabilitering bliver stillet til rådighed for dem, der har det behov. Flere penge, når flere får behovet.

Hvordan har byrådet hidtil reageret på udviklingen? Jo, flere sparerunder er forsøgt. Svarfrister, sagsbehandlingsfrister er blevet overskredet og forlænget. Ventetid mellem bevilling og levering. Ulovlige ventelister til botilbud og........

© Århus Stiftstidende