Socialrådmanden er kommet med en 150 millioner kroner nedskæringsplan. "For at få budgettet i balance". Men kun budgetforligspartierne må se planen – først når de har klappet den af, får brugere, pårørende, fagbevægelse lov at se, hvem der skal miste hvad, og hvem der skal stresse endnu mere med for lidt hjælp til de ramte.

Men hvorfor? Vi har gennem nogle år set, at udgifterne til borgere med handicap er blevet ved med at vokse. Forklaring: stadig flere århusianere står med stadig mere komplekse og udgiftskrævende (handicap-) problemer. Og eftersom danskerne ved lov har givet rettigheder til borgere med handicap, ja så vokser udgifterne. Rådmand, borgmester og byråd har ikke bevilget de nødvendige flere penge. Til gengæld har man "bare" afholdt udgifterne, uden bevilling. Hvilket jo da er bedre end, hvis man havde undladt at betale.

Det er ret og rimeligt, at mennesker med handicap har ret til ydelser. Det er faktisk en gammel socialdemokrat, der stillede spørgsmålet "Almisser eller rettigheder?" - C. C. Steinke, 1912. Det var dengang, man interesserede sig for, hvordan samfundet skulle behandle mennesker, så de kunne have et liv på et anstændigt niveau – så de kunne have et liv i trivsel. Senere kaldte Bent Rold Andersen det for "solidaritetsprincippet" (1971): Hvis et menneske rammes af samfundsmæssig ulykke, yder samfundet kompensation. Jo, Danmark har tilsluttet sig handicapkonventionen, der også fastslår kompensationsprincippet. Og Aarhus Byråd har vedtaget en handicappolitik. Men hvor står de vedtagelser i 2026, når nedskæringer forhandles?

Det koster penge og arbejdstid at sørge for, at hjælpemidler og bostøtte og rehabilitering bliver stillet til rådighed for dem, der har det behov. Flere penge, når flere får behovet.

Hvordan har byrådet hidtil reageret på udviklingen? Jo, flere sparerunder er forsøgt. Svarfrister, sagsbehandlingsfrister er blevet overskredet og forlænget. Ventetid mellem bevilling og levering. Ulovlige ventelister til botilbud og bostøtte og ... og ... Alt sammen noget, der udskyder udgifter. Man har i nogle år accepteret pengeforbrug over budgettet.

Men nu – hvor Anders Winnerskjold ikke længere er socialrådmand, men borgmester – vil man "bringe orden", altså skære udgifterne ned til det budgetterede. Det er så en LA-rådmand, der skal gøre "det beskidte arbejde". Hvordan skal det ske?

Jo, når behovet og dermed udgifterne vokser, skal de flere handicapramte nøjes med mindre.

Den endnu ukendte "omstillingsplan" på 150 millioner kr. har efter min opfattelse overskriften: "Flere en-benede? Så må de deles om kørestolene".

Mennesker med omfattende hjælpebehov, som i dag får hjælp i Aarhus Kommunes engang berømte handicaphjælperordning, "Borgerstyret Personlig Assistance" (BPA), vil antagelig få færre hjælpertimer eller helt blive frataget ordningen – og i stedet få hjælp i form af et antal sosu-besøg i døgnet, så hjemmet kan lignes ved en banegård. Ordet "livskvalitet" vil ikke være at finde i sagsbehandlingen – blot en vurdering af, hvor lidt hjælp til tandbørstning og toiletbesøg og havregrødskogning kommunen kan nøjes med at yde.

Mennesker med fysiske skavanker, som hidtil har kunnet berettige til handicapbil, så de i egen bil kunne besøge fjerntboende familie, vil blive vurderet til at kunne "nøjes med" en flextaxa-bevilling, så de ikke overrender den fjerne familie så meget. Livskvalitet?

Forældre, hvis barn mistrives i skolen, og som i dag får dækket tabt arbejdsfortjeneste for at kunne tage sig af barnet, når kommunens institutioner ikke strækker til, vil få færre timer betalt og vil få en ekstra bekymring om en strammere økonomi – foruden de bekymringer, som barnets mistrivsel i forvejen giver dem at bære.

Forældre til barn med så alvorligt handicap, at barnet er i døgninstitution, kan antagelig se frem til en ganske følelig forældrebetaling for barnets ophold. Ganske vist er Aarhus Kommune tidligere af Ankestyrelsen blevet tvunget til at opgive forældrebetaling – jeg skrev selv de anker, som fik kommunen til at frafalde forældrebetaling for 73 familier – men mon ikke forslaget kommer på bordet igen? Dengang – ca. 2015 – var beløbet for en enlig mor 4.300 kr. pr måned. Det kunne koste boligen. Kommunen mente ikke, der var grund til, at hun havde et værelse stående til brug for, når barnet var på hjemmebesøg. Livskvalitet?

Den nære fremtid, vi ser ind i, er en tid med forsøg på kommunal livskvalitetsforringelse for mennesker, som i forvejen er ramt på liv og helbred. Ih nej, vil rådmand og forligspartnere sige – vi vil ikke forringe livskvaliteten – vi vil "blot" spare lidt på den kommunale service.

Med 50 års erfaring som bisidder i sociale sager tør jeg forudsige, at der vil blive mange møder, hvor en stresset socialrådgiver vil argumentere for, at borgeren ikke har behov for helt så megen hjælp – og hvor borgeren, hvis liv er blevet holdt lidt oppe af hjælpen, vil frygte for beskæringen og den næste beskæring af hjælpen. Og når så afgørelsen er truffet, ja så skal anken skrives – og utrygheden om Ankestyrelsens afgørelse bliver en negativ livskvalitetskomponent i et års tid. Mange har ikke ressourcerne til at anke – og så slap kommunen jo igennem med den besparelse.

Det er med sorg og vrede, jeg oplever, at "min Aarhus Kommune" - som engang var et fyrtårn blandt kommuner med hensyn til at sikre, at mennesker med handicap kunne få et værdigt liv – nu stresser mennesker, som i forvejen er hårdt ramt, med nærtagende behovsvurderinger, hvor kommunens folk tilsidesætter borgerens problembeskrivelser eller blot siger "jo, det er et problem – og det vil vi ikke gøre noget ved – lev med det".

Det er med sorg og vrede, at jeg gang på gang må bistå familier med at skrive til Ankestyrelsen: I den og den henseende handler min Aarhus Kommune retsstridigt. Det er "fornøjeligt", at jeg i så mange tilfælde ser Ankestyrelsen hjemvise sagerne til en mere korrekt sagsbehandling – men det er ufornøjeligt i halve og hele år undervejs at se familier lide under uvisheden og uenigheden med kommunen.

Der er ikke tvivl om, at der bliver mange anker at skrive, når Winnerskjolds social-nedskæringsplan er vedtaget. Det er at forudse, at rådmanden vil sige "vi går til kanten" af det lovlige med nedskæringerne – og måske endda "der er procesrisiko", vi vil nok tabe nogle sager. Jamen, nedskæringerne rammer jo levende mennesker. Ikke paragraffer!

Der er heller ikke tvivl om, at en del nedskæringstiltag gennem anke vil blive underkendt som retsstridige – så målet ikke vil blive nået. Undervejs når byrådet blot at forringe livskvaliteten for nogle i forvejen belastede mennesker.

Velfærdsniveauet, ydelsesniveauet for borgere i Aarhus med hjælp behov, er lavt. Retssikkerhedsniveau i sagsbehandling er problematisk. Stressniveau og personaleomsætning for velfærdsarbejdere - socialrådgivere, sosu'er, pedeller, pædagoger, lærere - i Aarhus er højt. Vedligeholdelsesniveau af bygninger og veje er lavt.

Til gengæld er kommuneskatten lav og kassen åben for stadionoverskridelser og lufthavnstilskud.

I den socialdemokratisk ledede Odense Kommune har man hævet skatten for bredt at kunne hæve velfærdsniveauet. I Aarhus har borgmester Winnerskjold & forgænger afvist vore forslag om det samme – igennem flere år.

Måske er tiden til at danne en uden-om-byrådet-velfærdsalliance? Af brugere, pårørende, fagbevægelse – dem, der endnu ikke må se, hvem der skal miste hvad, og hvem der skal stresse endnu mere med for lidt hjælp til de ramte. At genrejse Aarhus som en velfærdsby!

Flere nyheder til dig

Karakterbogen: Det var en svensk indskifter, der endte som bedste AGF'er i pointdeling i Fredericia

Pædofil mødte 13-årig pige på Tiktok: Han troede, de var kærester - men så kom politiet

Verdens største rederi på vej til Aarhus med fire kæmpekraner og 750.000 containere om året

Hvor mange skifter AGF i startopstillingen mod FC Fredericia?

© Århus Stiftstidende